Samtale

I overmorgen skal vi ind på hospitalet og have "samtalen". Den samtale, hvor vi får svar på, om vores baby fejlede noget, eller om den bare døde af ingenting. Det bliver rigtig hårdt og jeg er nervøs. Den læge vi skal tale med er desværre hende, der konstant omtalte min fødsel som "at kvittere et foster". Jeg er heldigvis stærkere nu, end jeg var da Lillen lige var død. Og der er ingen der skal umenneskeliggøre min baby ved ikke at omtale den som et barn, eller ved at underkende, at den blev født. For Lillen er et barn. Et dødt lillebitte barn. Men alligevel mit barn. Og Lillen blev født. Den kom ud af mig og jeg holdt den i mine arme. Og sang for den. Og strikkede et tæppe og svøbte den i det og begravede den på kirkegården. Hvordan kan den så ikke være et barn?
Det bliver en svær samtale. Men Lillen bliver mere menneske af den, selv om lægen forsøger at ignorere dens menneskelighed. For Lillen får et køn. Den bliver til enten han eller hun. Og den får et navn. Så vi tager lægens ord og bruger dem til at gøre vores døde baby lidt mere virkelig og lidt mere menneskelig, selv om hun har de modsatte intentioner.