tirsdag den 19. maj 2009

Meningsløshed

Jeg har virkelig fået øjnene op for meningsløsheden, efter at Ask døde. Det er som om, meningsløsheden ikke rigtig må eksistere i hverdagen. Der er så mange, der prøver at rationalisere Asks død. De siger:
"det var jo bedre at han døde nu, end når han var blevet født" (hvorfor dog det?)
eller
"hen fejlede jo nok noget"(og hvad så? det er da også meningsløst at børn fejler noget, og i øvrigt ville jeg da 10000000000 gange hellere have et levende, handicappet barn end et dødt barn)
eller
"det var da godt at han ikke havde smerter" (hvor ved de lige fra, at han ikke havde smerter?)
Men den allerværste rationalisering jeg har oplevet er "vi får ikke altid hvad vi beder om. Det er en del af Guds plan, og vi ved ikke altid hvad der er bedst for os".
Det kan aldrig nogensinde blive godt for mig, at mit barn er dødt. Aldrig. Det kan aldrig, aldrig blive en meningsfuld ting, at Ask ligger oppe på kirkegården og at jeg planter solsikker på hans grav. Han skulle jo ligge inde i min mave og jeg skulle strikke blebukser til ham. Det er meningsløst og forfærdeligt og noget forbandet lort. Sådan er det bare. Så lad dog være med at rationalisere det, bare fordi i er bange for meningsløsheden. Det bliver aldrig andet end meningsløst, at mit barn er dødt.

Ingen kommentarer: