Pacifist

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det er en af de etiketter der passer på mig.

Egentlig vil jeg helst undgå at sætte etiketter på andre, men af uransagelige årsager har jeg af og til behov for, at sætte dem på mig selv. Og i dag har jeg altså smækket en kæmpe pacifist-etiket i panden på mig selv.

På lørdag er der "ryd lejren" demo. En masse mennesker vil forsøge at klippe hul i hegnet omkring Sandholm-lejren. Det lyder jo som en fantastisk ide: at skabe opmærksomhed omkring en helt forfærdelig situation for nogle meget ulykkelige mennesker, som myndighederne tilsyneladende er skide ligegelade med.

Men jeg tænker også, at det er en sympatisk tanke, men det er måske ikke udtryk for særlig stor... indlevelsesevne. Jeg tænker: I den lejr bor der meget, meget traumatiserede mennesker. Der bor små og større børn, der har set og oplevet ufatteligt grusomme overgreb. Mon de børn har lyst til at opleve deres eneste faste opholdssted, hvor kummerligt det end er, omringet af kampklædt politi? Mon de har lyst til at opleve mennesker, der råber slagord, på et sprog de ikke kender? Hvad mon de føler, hvis/når der pludselig er tåregas i luften omkring dem? Hvad mon de associerer med lyden af sirener?

Mon ikke man kan gøre opmærksom på de stakkels, stakkels menneskers situation, uden at påføre uskyldige børn yderligere traumer? Man kunne jo f.eks. demonstrere i nærheden af nogle af de politikere, der sidder på deres hænder og tæller stemmer og vejer stemninger, i stedet for at sørge for, at vi kan se os selv og hinanden i øjnene som land og som mennesker.

Røde kors har tilbudt børnefamilierne i Sandholm-lejren at de kan opholde sig i et nærliggende feriecenter imens demonstrationen finder sted. Men det kunne tilrettelæggerne af demo'en jo ikke vide på forhånd. Hvad de derimod godt kunne vide var, at det helt sikkert vil føre til sammenstød med politiet, at forsøge at klippe hul i det hegn. Gad vide, om de spurgte de børn med krigstraumer, der bor i centret, om de synes det er en god ide, at invadere det eneste hjem de kender til, inden de tilrettelagde demonstrationen? Jeg tvivler!

Jeg har stor respekt for dem, der har valgt at deltage i demonstrationen, efter at røde kors har meddelt, at de svageste af beboerne i Sandholm-lejren vil blive "evakueret". Men jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om de mennesker der har udtænkt form og indhold af demonstrationen, uden at vide, om beboerne i lejren ville være til stede, selv har børn? Og hvordan de i så fald ville reagere på, at deres egne sunde, raske og utraumatiserede børn oplevede sådan en demonstration i deres eget hjem. Jeg tror de fleste ville opfatte det som et overgreb. Jeg ville. Og hverken jeg eller mine børn har krigstraumer eller andre ubehagelige oplevelser i bagagen.

humant?!?

Det er sgu da egentlig et underligt udtryk. De brugte det i radioen i går. Hvorfor behandler man dyr "humant", når man behandler dem anstændigt? Mennesker er jo den art der behandler deres omgivelser suverent værst! Og alligevel tillader vi os at tillægge ordet "humant" en positiv betydning.
Jeg synes at det er mennesleligt=humant at rydde regnskov, forurene vandløb og udlede CO2. Jeg synes det er det eneste ansvarlige at lade være, men desværre ser det ud til, det er en del af den menneskelige mentalitet at skide højt og flot på både andre og egen arts overlevelse på længere sigt, hvis bare det kan fremme det enkelte individs øjeblikkelige behovstilfredsstillelse.
Jeg vil aldrig bruge ordet humant i en positiv sammenhæng igen. Jeg synes ikke vi fortjener det som art.

Bare fordi jeg har to dejlige børn!

Og i øvrigt....

er jeg pissebange for Sarah Palin. Tænk, at en kvinde, der i fuldt alvor mener, at gud skabte jorden for 6000 år siden, og at dinosaurer har levet samtidig med mennesker, kan ende med at blive præsident i USA om ikke ret længe, hvis bare en gammel mand med kræft går hen og dør. Og det er jo ikke så usandsynligt.

To virkeligheder

Jeg føler nogle gange, at jeg færdes i to virkeligheder.
I går var sådan en dag, hvor jeg var ego-Astrid. Tog afsted tidligt om morgenen og kom først hjem, da pigerne sov. Og elskede hvert sekund. Jeg skulle tilrettelægge et foredrag og stå på en scene og snakke, foran mange mennesker. Jeg elsker den rolle. Jeg bliver så glad, når andre bekræfter at jeg er dygtig. Det får mig til at føle, at jeg er kompetent og har kontrol over min tilværelse.
I weekenden var jeg Mor-Astrid. Snuede længe om morgenen, med næsen begravet i Sigrids nakke. Gik en morgentur i haven med Ingeborg puttet ind under min jakke, selv om hun egentlig er ved at være stor og tung, syltede, bagte sunde ting, var kreativ med ungerne. Og nød det. Elskede det. Sugede hvert minut til mig.
Det er underligt, at jeg sådan trives i to helt forskellige miljøer. Men jeg tror at det hele hænger sammen. At jeg ikke ville nyde at være ego-Astrid, hvis ikke jeg vidste at ungerne var fyldt helt op med mor og jeg var fyldt op med dem. Og at jeg ikke ville kunne nyde det nære i samme grad, hvis ikke jeg vidste, at jeg også kunne komme ud og baske med vingerne og bruge den anden side af mig selv, ind imellem.