Hvornår "levender" Ask igen, Mor?

Det spurgte Ingeborg mig om, i aftes da vi var en tur oppe ved graven med en stor buket solsikker. Hun sad i gruset og legede med de små sten-mariehøns som hende og Sigrid har malet til Ask. Og pyyyh, hvad svarer man så? For Ask skulle jo netop være "levendet" i disse dage. Han skulle være blevet født og Ingeborg skulle have været en stolt og omsorgsfuld storesøster, ikke en storesøster der sidder og leger på en grav og udpeger at; "under den der blomst ligger Asks mave. Under den der blomst ligger Asks hoved. Under den der blomst ligger Asks fødder." Det er helt, helt forkert.
Jeg svarede, at når man var helt rigtig død, så bliver man ikke levende igen. Men at Ask bor inde i vores hjerter nu og vi kan tænke på ham lige når vi har lyst, så vi har ham altid med os.
Mon Ingeborg nogensinde forstår, at han aldrig bliver levende? Mon jeg nogensinde forstår det? Sådan helt ind i sjælen....

jeg har meget på hjerte, men ikke rigtig tid til at dele det

Tanker. Det er hvad min tid går med, lige nu.
Vi har mistet endnu en baby. Denne gang var jeg 12 uger henne. To døde børn på under 1/2 år er mere end hvad jeg ville have troet jeg kunne klare. Men det kunne jeg altså.
Jeg har brugt rigtig meget tid på at tænke, de sidste uger og måneder. Jeg har tænkt og tænkt over, hvad fremtiden mon bringer.
Da jeg blev gravid for 4. gang var jeg helt afklaret med, at det var sidste chance. Sidste barn. Så da vores lille barn pludselig ikke var i live inde i maven var det ikke bare denne lille sjæl vi sagde farvel til. Det var også drømmen om en stor famile der brast. Drømmen om, at Sigrid og Ingeborg ikke bare skulle have "en søster", men "søskende". Drømmen om, at jeg skulle gå hjemme og give min følsomme Sigrid en rolig skolestart og min magelige Ingeborg en masse fridage. Drømmen om, at jeg en dag ville få en søn. Drømmen om igen at have en lille baby at vugge, slynge, amme, holde...
Det har taget lang tid at sige farvel til den drøm og acceptere, at min fremtid er, at jeg skal koncentere mig om at vræe mor til to piger, der bliver større og mere selvstændige for hver dag der går. Jeg er lige blevet 30. Og Ingeborg er lige blevet 4. Når jeg er 45 år, så er mine børn sikkert flyttet hjemmefra og startet på uni. Eller de er på vej til det. Det er svært at tænke på, at om kort tid er det slut med at have børn. Om ganske få år, så har jeg ikke små børn, der skal have fysisk omsorg, men teenagepiger, der har brug for en helt anden slags omsorg fra mig.
Jeg bruger oceaner af energi på mit arbejde. Det er dejligt. Ukompliceret. Jeg kan overskue det. Det er meget nemmere at lave en ny udstilling, tage på en udgravning eller lave et formidlingsprojekt, end at tænke over de virkeligt vigtige ting i livet. Så jeg begraver mig i mit job og håber at jeg kommer ud på den anden side af sorgen, uden alt for mange ar på sjælen.
Fporhåbentlig får jeg også tid og energi til at skrive om de gode ting, der sker. For de sker jo! Sigrid er startet i skole. Ingeborg har lært at tegne prinsesser. Katten skal have killinger. Og Elvin og jeg er kommet tættere på hinanden end vi har været i mange år. Modgang gør stærk. Og vi er bomstærke!

At rejse er at leve

For tre måneder siden:


En lang, lang rejse.

Det er, hvad de sidste tre måneder har været. Jeg har rejst fra glæden, ind i sorgen og er langsomt ved at finde tilbage til glæden igen. Sorgen har sat sig fast i mig og jeg vil altid bære den med mig. Vores liv vil altid se helt anderledes ud, end det var meningen det skulle, fordi vi ikke har Ask her hos os og kan se ham vokse op. Men selvom vores liv er anderledes end et skulle have været, så behøver det ikke at være dårligere end det skulle have været. Det er bare anderledes...


Der sker så meget rundt om mig lige nu, at jeg næsten ikke kan følge med. Men på næste fredag får jeg sommerferie. Og så skal der slappes helt og aldeles af. Vi skal ikke lave noget som helst! Hygge herhjemme og på sjove udfugter med ungerne. Det er alt. Og det bliver SÅ hyggeligt. Jeg glæder mig rigtig meget. Og trænger til pausen.

Lige nu trænger Sigrid og jeg vist til lidt middagsmad. Og måske en tur til Skive efter italiensk is. Der skal vel være nogel fordele ved at være hjemmebarn for en dag.

Det er noget underligt noget...

...alt det her bloggeri. Man hælder sine tanker ud i cyberspace, uden at vide, hvem der læser dem og hvad de tænker.
Men det er egentlig også ret terapeutisk, sådan at skrive sin hverdag ned.
Det hele går sin skæve gang, lige nu. Jeg skal tilbage på job på mandag, så denne uge skal bruges på afslapning og masser af det! Jeg skal gå ture, være i haven og ikke ret meget andet.
Jo, jeg skal også lige en tur til dyrlæge med katten. Den er ret deprimeret, efter at dens mor blev kørt ned. Den går sådan lidt hvileløst rundt. Og så får den bank af naboens kat, efter at missemor ikke længere kan forsvare territoriet. Så nu skal den have sin årlige ormekur, og så må dyrlægen jo kunne fortælle os, om kugle-maven skyldes orm eller killinger :-) Forhåbentlig det sidste. Pigerne ville elske det! Og vi har brug for en kat mere, til at pisse territoriet af, i bogstaveligste forstand. Jeg gider ikke at have naboens store, grumme skovkat til at kravle rundt på mit hønsehus, når vi nu snart får slagtekyllinger.
I går plantede vi en pilehytte. Det var rigtig hyggeligt at nusse rundt i haven sammen og det er blevet en fin hytte. Jeg ved, at det er alt for sent på året at plante sådan en, men tålmodighed er ikke min stærkeste side. Og vi har pilegrene nok, så vi kan jo bare skifte dem ud, hvis de ikke slår rod. Pigerne er i hvertfald glade for hytten.
Jeg har fundet den perfekte gravsten til Ask. Jeg fandt den nede ved vandet og havde nær smadret både mig selv og min taske, ved at slæbe den med mig tilbage. Men det er den helt perfekte sten: den rigtige størrelse, den rigtige form og den rigtige farve. Så skal vi bare have lavet bogstaverne. Jeg ved ikke rigtig hvordan. Elvin har taget sådan et gravør-sæt med hjem fra arbejde og vil prøve, om han selv kan (han prøver selvfølgelig med en anden sten først). Jeg hælder måske mest til at få en prof til det - på den anden side set synes jeg at det er fedt, at vi selv har ordnet alt med graven. Det er så lidt, man kan gøre for et dødt barn. Så det vi kan gøre selv, det skal vi også gøre og ikke betale os fra. Jeg ville på en måde også ønske, at vi selv havde lavet kisten. Men det er jo gjort og kan ikke laves om. Og måske var der også gået lidt for meget "kæledyr i skotøjsæske" i den, hvis Ask var blevet begravet i en hjemmelavet kiste. Bænken til graven mangler vi i øvrigt også at få lavet. Og jeg mangler virkelig den bænk. Man står så underligt og stritter, imens man bare glor, på den der kirkegård. Jeg trænger til at sætte mig ned, hos mit lille barn og lade tankerne søge indad og opad og væk...
Afslapning! Det går ikke så godt, kan jeg se. Nu blev dagens blog en lang liste over ting jeg mangler at gøre. Jeg må hellere hive stikket ud, gå en tur, tage et langt bad og smide mig i hængekøjen og tage en lur i stedet.

Meningsløshed

Jeg har virkelig fået øjnene op for meningsløsheden, efter at Ask døde. Det er som om, meningsløsheden ikke rigtig må eksistere i hverdagen. Der er så mange, der prøver at rationalisere Asks død. De siger:
"det var jo bedre at han døde nu, end når han var blevet født" (hvorfor dog det?)
eller
"hen fejlede jo nok noget"(og hvad så? det er da også meningsløst at børn fejler noget, og i øvrigt ville jeg da 10000000000 gange hellere have et levende, handicappet barn end et dødt barn)
eller
"det var da godt at han ikke havde smerter" (hvor ved de lige fra, at han ikke havde smerter?)
Men den allerværste rationalisering jeg har oplevet er "vi får ikke altid hvad vi beder om. Det er en del af Guds plan, og vi ved ikke altid hvad der er bedst for os".
Det kan aldrig nogensinde blive godt for mig, at mit barn er dødt. Aldrig. Det kan aldrig, aldrig blive en meningsfuld ting, at Ask ligger oppe på kirkegården og at jeg planter solsikker på hans grav. Han skulle jo ligge inde i min mave og jeg skulle strikke blebukser til ham. Det er meningsløst og forfærdeligt og noget forbandet lort. Sådan er det bare. Så lad dog være med at rationalisere det, bare fordi i er bange for meningsløsheden. Det bliver aldrig andet end meningsløst, at mit barn er dødt.

Så blev Sigrid 6 år!

Min dejlige kæmpestore pige.
Det har været en stor dag. Jeg har fulgt mit store barn med de to manglende tænder i skole for første gang. Og hun slog en vejrmølle af bare glæde, da hun fik en cd-afspiller af sin bedstemor. Det er helt ufatteligt, at det kun er 6 år siden, at hun var en lille møf på bare 53 cm og knapt 4 kg. Nu er hun bare en stor og klog pige, som har verdens smukkeste sind. Hun gør sig så mange tanker om livet og døden og verden. Jeg er meget, meget glad og stolt over at være hendes mor. Og det er på mange måder et kæmpe privilegium at se hende vokse sig større og dejligere hver eneste dag.

fødselsdag og legetøj

På lørdag er det Sigrids fødselsdag. 6 år bliver hun, den store unge!

Jeg aner ikke, hvad hun skal have i føselsdagsgave. Hun vil ikke fortælle hvad hun ønsker sig, for hun vil helst have en overraskelse.

Mine unger leger ikke ret meget med legetøj. Det de leger er nogle gange sådan noget her:

Men for det mest er det sådan noget her:

Hvilket ret ofte resulterer i det her:

Så jeg aner altså ikke, hvad jeg skal give Sigrid i fødselsdagsgave. Forhåbentlig får jeg en åbenbaring af en slags, når jeg står på gågaden.